Tommerup Hørfabrik
og Tommerup Væveri
Læs mere om historien bag Tommerup Hørfabrik, Tommerup Væveri og Væveriet i Koelbjerg. Du kan også finde information om vores mønstre, Jacquardsamlingen og Patrontegningerne.
Tommerup Hørfabrik
En kreds af landmænd stiftede i 1918 Det danske Hør-og Hampindustriselskab DANALIN, som iværksatte kontraktavl af hør og hamp. Samme år oprettede man et hørskætteri med varmtvandsrødneri i Tommerup.
På skætteriet indleverede høravlere deres dyrkede hør, som blev bearbejdet mekanisk til såvel de lange spindefibre, som de kortere, kaldet hørblår. Spinde kunne man ikke på dansk jord endnu, og man sendte derfor hørren til Belfast i Irland.
I de første fire år A/S Danalin fungerede, var der god afsætning for hørtaven på verdensmarkedet til lønnende priser, men under krisen i 1921 standsede afsætningen helt, og virksomheden måtte derefter standse en tid.
I 1922 overtog gårdejer Johannes Bay virksomheden og det ændrede navn til Hørfabriken i Tommerup. Bay var selv hørleverandør til skætteriet i Tommerup og medlem af bestyrelsen.
I 1927 udbyggede Bay bedriften og ansatte væver Edmund Reindel som driftsleder, hvis opgave blev at etablere et væveri. Edmund tog sin kone Etty og sin far Otto Albin Reindel med. Otto Reindel havde været forretter (den ansvarlige for opbygningen, opstarten og vedligeholdelsen af en væv) hos A/S Th. Wessel & Vetts Fabriker (Magasin du Nord) og Reindels opgave blev at etablere et væveri med smalle og brede væve, damask ovenmaskiner og mønstre.
I 1928 stiftede Bay Aktieselskabet Hørfabriken i Tommerup med familien Bay som hovedaktionær og Edmund Reindel som medindehaver. År efter år udvidede Bay dels hørkontraktavlen, som var råvaregrundlaget og efterhånden baserede sig på en vidt forgrenet administration og håndfast vejledning af dyrkerne, dels mekaniseringen af arbejdsprocesserne på fabrikken, der efterhånden beskæftigede 3-400 personer.
Der var fart på foretagendet, men internt haltede forholdet mellem Johannes Bay og familien Reindel, som blev lovet mere end der kunne holdes. Når Reindel havde sat sine penge i foretagendet, var det fordi Bay havde ytret, at Reindel havde muligheden for at overtage. Sådan blev det ikke.
Familien Reindel havde tilgodehavender i virksomheden på godt 12.000 kr. (eller hvad der svarer til ca. 500.000 kr. i dag). Noget af det var løn, som virksomheden ikke var i stand til at betale. I 1932 solgte Edmund Reindel sine aktier til Johannes Bay for 12.000 kr. og forlod virksomheden.
Året efter etablerede Etty og Edmund Reindel Tommerup Væveri i nabobyen Tommerup (Knarreborg), som fra starten fik en fin fremgang og snart blev bedriften udbygget med flere vævehaller.
I 1934 anmeldte Bay et varemærke, et rombeformet felt med en blå hørblomst med grønne blade, anbragt ovenpå et stribet felt. Foroven stod TOMMERUP og forneden HØRVARER. Samme år anskaffede fabrikken selvbindende hørruskemaskiner, som dyrkerne fik stillet til rådighed. Arealet med hør på kontrakt til fabrikken var omkring 250 tønder land – ca. 140 hektar.
Bay døde i 1938, kun 47 år gammel, og nåede ikke at se spinderiet blive en realitet. Fra 1936-42 ledede en række skiftende direktører virksomheden, men i 1942 fik kontorchef Hugo Sølvhjelm og Frederik Bay fælles prokura og snart blev Frederik Bay direktør. Det var han fra 1942-1960 og fulgte dermed i faderens fodspor.
Frederik Bay havde været på søofficersskolen indtil faderens død, men fik herefter en grundig og alsidig uddannelse i branchen. Først en periode med praktisk arbejde i skætteriet i Tommerup og derefter videreuddannelse i et belgisk rødneri og skætteri. Efter at have gennemgået læretiden på hørfabrikkens væveri, fortsatte den teoretiske undervisning og mønstertegning på væveskolen i København. 1½ års uddannelse fulgte derpå i spinding på store hørspinderier i Irland og Tyskland. I 1939 kom Frederik Bay hjem og kunne i 1941 indvie fabrikkens nybyggede spinderi.
Efter 1941, da spinderiet blev indviet, steg antallet af ansatte til ca. 450. Medregnet repræsentanter og underafdelinger af fabrikken var der ca. 500 medarbejdere i virksomheden Hørfabriken i Tommerup, da den var på sit højeste.
Tommerup Væveri
Navnet på Reindels virksomhed blev Tommerup Væveri, og i modsætning til Hørfabriken koncentrerede Edmund sig om vævningen. Der var altså ikke mulighed for kontraktavl af hør, væveriet satsede på at købe færdige garner i Danmark eller udlandet, blandt andet på den gamle arbejdsplads, Hørfabriken i Tommerup. Efterbehandling af de vævede varer blev foretaget i Odense hos den virksomhed, der senere kom til at hedde Nordisk Tekstil.
Johannes Bay, der ejede Hørfabriken i Tommerup søgte med alle midler at gøre livet svært for den nye konkurrent. Et utal af retssager med anklager om injurier, dårlig forretningsmoral, misbrug af navnet Tommerup osv., blev stort set alle tabt. Reindel fik rettens ord for at han godt måtte bruge ordet Tommerup i firmanavnet.
Salget fra Tommerup Væveri gik godt. Reindel satsede især på en gros-markedet og havde sælgere i marken for at besøge manufakturhandlere og grossister over hele landet. En del medarbejdere fra Hørfabriken var fulgt med Reindel, så der var kvalificerede folk bag vævene. Tommerup Væveri havde egne mønstre og fik med tiden designet en lang række unikke produkter i form af duge, viskestykker og håndklæder. Produktionen fordelte sig med 1/3 broderilærred, 1/3 viskestykker og håndklæder og 1/3 duge.
Krigen gav fra 1939 nye restriktioner i samhandelen med udlandet og dermed lysere tider for hørindustrien i Danmark. Under krigen byggede Tommerup Væveri yderligere to vævehaller, to funktionærboliger og et motorhus til produktion af energi til fabrikken.
Med freden i 1945 kom frihandelen langsomt tilbage og i 1954 bortfaldt de sidste restriktioner for handel med tekstiler. Den indenlandske konkurrence var også hård – især Kolding Hørfabrik gav betydelig rabat og lang kredit til kunderne. Til sidst kunne Tommerup Væveri ikke mere, men trådte i likvidation i 1956. Da var der 60 ansatte og 32 væve på fabrikken. Alle blev afskediget, inklusive Etty og Edmunds søn, Kurt Reindel.
Gode venner satte sig imidlertid for at samle kapital til den fortsatte drift og det lykkedes at skaffe 25.000 kr., nok til at købe maskiner og restgarn. Kolleger i branchen leverede desuden garn på meget favorable betingelser og der blev dannet et nyt aktieselskab. Bygningerne i Tommerup blev solgt og nogle af vævene blev flyttet til den nyerhvervede Koelbjerg gamle skole ved Vissenbjerg. En ny epoke kunne begynde.
Væveriet i Koelbjerg
En skole er jo ikke umiddelbart bygget til fabriksvirksomhed, så der skulle ændres en del, før væveriet var køreklar. En meter jord skulle fjernes for at overmaskinerne kunne få plads, og en skorsten måtte væltes. Der blev plads til ti væve, fire dugevæve med Jacquard, to smalle væve med skaftmaskiner til håndklæder og viskestykker og to brede til broderilærred. De resterende 22 væve måtte stort set alle skrottes – der var ikke et stort marked for brugte væve.
I slutningen af 1956 kom væveriet i Koelbjerg i gang under navnet “A/S T.V. Tekstil-Væveriet”, så initialerne fra Tommerup Væveri kunne bevares. Der var 22 ansatte, som hver arbejdede fire timer om dagen, og væveriet kunne levere hele paletten af varer, som kunderne kendte fra Tommerup. I 1962 overtog Kurt Reindel direktørposten efter sin far.
Det blev nogle vanskelige år for væveriet, der i 1963 fik sit gamle navn, Tommerup Væveri, igen. Omverdenen var i opbrud: Told på importerede tekstilvarer og halvfabrikata blev lavere og lavere, arbejdskraften flyttede fra landbruget til byerhvervene, og Hørfabriken i Tommerup og Kolding Hørfabrik lukkede begge i 1960, dermed forsvandt et par velvillige leverandører af garn. Kurt Reindel købte nogle væve fra Hørfabriken i Tommerup, blandt andet en navnevæv med tilhørende hulkort. Desuden reddede han ti damaskmønsterkort fra at ende som gulvbelægning.
I 1969 var det kommet så vidt, at beslutningen om lukning af virksomheden blev truffet. Varelager og noget løsøre blev solgt, og alle kreditorerne fik deres tilgodehavender. En epoke i dansk industrihistorie var slut. Danalin/Hørfabriken i Tommerup eksisterede i 42 år fra 1918 til 1960, og Tommerup Væveri i 36 år fra 1933 til 1969.
Om vores mønstre
At vi har vores hulkort, er det rene held. Omkring 1990 havde Kurt Reindel aftalt med en lokal vognmand, at denne kunne få hulkortene og bruge dem som underlag til nogle varer, der ikke måtte stå fugtigt; men da tanken om et museum opstod, måtte løftet trækkes tilbage.
Vi har et godt overblik over mønstersamlingen, idet vi har de bøger med væveprøver, som Tommerup Væveris repræsentanter havde med til landets butikker, når de skulle indhente bestillinger. Hulkortene til mønstrene havde jo ligget ubrugt i 25 år og var blevet flyttet fra sted til sted, så mange af dem trængte hårdt til at blive restaureret. Efterhånden har vi fået lavet kopier af de fleste af de kort, der var blevet beskadiget. Har et kort været helt ulæseligt, har vi kunnet ty til de gamle patrontegninger, som Kurt også havde opbevaret.
Link til film om museets hulkort.
En enestående samling
Jacquardsamlingen består af følgende dessiner: HJ285 ”Herregårdsmønster”, HJ286 ”Vægter”, HJ287 ”Moiré”, HJ288 ”Vinløv”/”Baccus, HJ289 ”Danica”, HJ290 ”Rigsmønster, HJ293 ”Egeblad”, HJ296 ”Rosen”, HJ298”Gennembrudt”/”Solsikke” og 299 ”Vinløv”. De findes både i udgaver til duge og til servietter. De forskellige mønstre bruges i forskelligt omfang, dels efter hvad kunderne i vores butik ønsker, dels efter hvad væverne har lyst til at tilbyde.
Et af de hyppigst vævede er det klassiske design, Egebladsmønsteret. To andre hyppigt vævede mønstre er de specielle mønstre Danica og Rigsmønster. Danica har i sit midterfelt kornstrå liggende over kors, byg, havre, rug og hvede. Uden om midterfeltet ligger et bånd med lurer på række, lige klare til at blæse i, og udenom er en stribe med runetegn.
Det andet specielle mønster, Rigsmønstret, har yderst en kæde, hvor hver anden ”perle” er en elefant og hver anden er det tårn, der står på elefantens ryg, når den har en rytter. I hjørnerne hænger en lidt større elefant. Inden for elefantordenens kæde er en stribe med løver og hjerter, og den stribe har i hjørnerne en fornem kongekrone. Midterpartiet har man leget en del med, og vi har hulkort fra forskellige tider. En udgave har på midten prikker, organiseret som koncentriske cirkler, og imellem dem har vi mange kongekroner, formet som fine omrids. En anden udgave har på midten lidt mere bastante kongekroner, og endelig har vi den, som fejrede Christian X`s 25 års regentjubilæum. Under hver anden af de bastante kroner står 1912 og under hver anden 1937.
Endnu et yndet mønster er det, der hedder Vægter. Det har over hele fladen nogle meget flotte stjerner, der skal forestille vægterens morgenstjerne. Ved juletid vælger væverne rødt skudgarn, og så sælger vi både juleduge og juleservietter, hvor morgenstjernerne er blevet til julestjerner. Lidt inden for kanten er et bånd, der skal illudere vægterens bælte. Oprindelig stod der i bæltet de ord, som virkelig stod i vægterens bælte. Mønstret viste sig at være usælgeligt, indtil man erstattede ordene med prikker, for man tillader sig ikke at skrive sådan til sine gæster: Ædru og tro!
Patrontegningerne
Kurt Reindel fik cirka 175 patrontegninger med fra Hørfabrikken. Hvor stor en del af fabrikkens samlede mængde de 175 udgør, kan vi måske få en ide om ved at konstatere, at kun et af vores elleve mønstre befinder sig som patrontegning i bunken. Det er sandsynligvis kun en lille del, der er bevaret.
Alligevel fortæller tegningerne os noget, blandt andet om, hvilke slags varer der er vævet. Servietter er der kun to tegninger til. Håndklæder er dog ofte vævet med så enkle mønstre, at de har kunnet fremstilles på væve uden hulkort. Derimod er der mange mønstre, der ifølge påskriften er beregnet til korsetstof; det er lette, luftige mønstre. Der er kun en enkelt patron eller tre af hver med betegnelsen møbelstof, kjoletøj, bordtæppe og gardinstof.
Vi får et godt indtryk af de mønstre, der har været i brug. Den foretrukne mønstertype er noget med blomster. Der er 111 patroner med blomstermotiv, naturalistiske og stiliserede, spredt over fladerne eller i buketter eller ranker. Ellers forekomme de traditionelle skaktern, mæanderborter, cirkler, stjerner, nåleagtige figurer, kryds og bølgestriber. Dyrefigurer er der kun få af. Firmaet Thor har bestilt adskillige dessiner med måger.
Én patron har en flade med mange flotte, forskellige svaler, mønsteret ved navn Bikube har naturligvis en bikube og dertil bier og blomster. Et andet mønster har en bort og nogle diagonale bjælker, der ser ud til at være helt fyldt med kravlende orme. Kun én patron har en menneskelig figur: en mand med flagrende kappe og hjelm står mellem blomster af legemsstørrelse med den ene fod på en træstub og blæser i lur. Det fremgår ikke, hvilken slags tekstil dette mønster er beregnet til.
