Hør
Læs mere om hør, dyrkning af hør samt ruskning, vejring og knevling. Du kan også finde information om rødning, brydning, skætning, hegling, spinding, blegning samt viden om hørdyrkning dengang og i dag.
Hør
For 7000 år siden dyrkede man hør i Mesopotamien (Syrien og Irak), og i de følgende årtusinder finder vi hørren hos Egypterne, hos den yngre stenalders svejtsere i deres pælebygninger, hos grækerne og romerne – og senere hos jernalderfolkene i Tyskland og Norden.
De ca. 200 arter hør varierer i udseende, og særligt blomsternes farve går fra hvid til mættet blå – eller endda rød. Frøenes farve kan være lysegul over mellembrun til sortbrun. Der skelnes mellem spindhør til primært fiberproduktion og oliehør, hvor frøene anvendes til olieudvinding.
I dag er hørdyrkningen spredt over store dele af Jorden, men det er stadig næsten kun i Europa, at hørren bruges til tekstilfremstilling. I de andre kontinenter dyrker man hørren for de olieholdige frøs skyld.
Hørren har hårde konkurrenter i bomulden og i de moderne kunststoffer. Kun i perioder med forsyningsvanskeligheder, f.eks. i krigstider, eller hvis moden en overgang dikterer hørdragter, har der været nogle små opsving.
Link til filmen Fra strå til tråd. Filmen er produceret for Hørvævsmuseet.
Dyrkning
Hør skal sås i god jord med et dybt muldlag og tæt. Jo tættere planterne står, jo finere bliver planternes hørtaver. Planten blomstrer over en længere periode, men hver blomst holder kun nogle få timer.
Ruskning, vejring og knevling
Når frøkapslerne begynder at blive gule, er det tid at høste hørren.
Jo tidligere den bliver høstet, jo finere hørfibre får man. Venter man til at alle frø er modne – når alle frøkapslerne er gule, bliver taven mere grov, og spindefibrene giver også en mere grov tråd.
Hørren bliver høstet ved at ruske den, dvs. trække den op med roden. Derved får den en slags fod at stå på under vejringen på marken, uden at taverne inde i strået tager skade.
Hørren kan ombindes med et par strå i neg, og stilles på roden i hobe, 3 neg mod hinanden, på samme måde som kornneg. Hørren skal vejres, dvs. tørres af luften på marken.
I en stolpe i loen, eller under et halvtag, sættes en stor kam, knevlen, med tætsiddende træ- eller jerntænder.
Et hørneg ad gangen trækkes gennem kammen, og frøkapslerne, der kaldes knevler, falder af. Der kan stå en person på hver side af knevlen og skiftes til at trække hør gennem den.
Frøene renses herefter for avner, skaller fra frøkapslerne. På gårdene gjorde man dette med et rundt sold, der blev hængt op i en bjælke. Når soldet blev sat i cirkulation med håndkraft søgte frøene ud mod kanten, mens avnerne samledes inde i midten.
Et drøftetrug, et fladt trætrug, kunne også bruges. Man holdt det foran sig med begge hænder. Ved små hurtige kast samledes skallerne oven på frøene, og kunne nemt blæses bort.
En portion frø blev taget fra til næste års udsæd.
Rødning
Næste led i tilberedningen af hørren er rødningen, som er en gæringsproces, der kan sammenlignes med den forrådnelse der sker i naturen. Dog gribes der ind og processen standses, når de limstoffer, der kitter taven fast i strået, er nedbrudt.
Man kan vælge at vandrødne eller markrødne sin hør. Ved vandrødning sænkes hørren ned i et kar eller rør med vand, hvor bakterier sætter gang i gæringsprocessen. Vandrødning lugter kraftigt, og det er vigtigt at dyr ikke drikker af vandet. Ved vandrødning i dam, bør der ikke være fisk i vandet, for de vil dø af de bakterier, der bevirker gæringsprocessen, som er meget koncentreret ved vandrødning.
Ved markrødning er det svampe i jorden, der sætter gang i rødningen. Hørstråene lægges i rækker med rodenderne vendt samme vej. Stråene vendes et par gange, for at sikre at alle sider ligger mod jorden, hvor gæringen er kraftigst.
Det er vigtigt at rødne hørren tilpas, så taverne med lethed kan frigøres fra skæverne. Er den ikke rødnet nok, vil den ikke slippe skæven. Er den rødnet for meget, er taverne ødelagt, og kan ikke spindes til tråd. Hvornår hørren er færdigrødnet, kan bedst afgøres ved at tage et strå, nulre det mellem fingrene og så se om taverne nemt kan frigøres.
Efter rødningen stilles hørren igen til tørre. Det kan gøres på flere måder.
Den bedste måde at tørre hørren på er over en brydegrav, et ildsted udendørs, en dag med tørt og stille vejr. Graven skal være ca. 1,5 meter dyb. Bålet skal brænde jævnt uden høje flammer. Over graven lægges nogle stænger, hvor hørren kan ligge på række. Den skal vendes nogle gange, så den tørrer jævnt over det hele. Det er vigtigt, at varmen ikke er for kraftig og at ilden ikke blusser op og antænder den tørre hør.
En mere enkel måde at tørre hørren på er i solen, ved at stille den i et tyndt lag op ad en sydvendt væg. Hørren skal vendes nogle gange. Når hørren er knastør, er den klar til den videre proces.
Brydning
Det træagtige i hørrens stængel skal knuses, brydes, så det kan fjernes. En håndfuld strå holdes på tværs i en bryder mellem over- og underkæberne. Mens hørren bliver drejet og flyttet banker man på den med overkæben til skæverne er løse hele vejen fra rod til top.
Skætning
Efter brydning fjernes de løsnede fibre ved at skætte eller skage hørren. Hørren anbringes på en skættefod og med et meget tyndt træsværd, skættehånden, kan de træagtige fibre nu slås af.
Skættehænderne havde forskelligt udseende, alt efter hvor fra i landet de kom. Den slanke form er den østdanske, medens det brede blad er kendt på Fyn og i Jylland. Både skættehånd og skættefod kunne være smukt udskåret. Begge dele var yndede kærestegaver.
Hegling
Hegling er den sidste proces, hørren skal igennem inden spinding.
At hegle er at rede den skættede hør, så den bliver findelt og blank, og for at udskille de grove og korte taver.
En hegle er et bræt med flere rækker spidse stål- eller jerntænder. Der bliver altid brugt mindst to hegler med forskellig finhed. Under arbejdet er de fastgjort på et bord eller en bænk.
Først trækkes en lok hør gennem grovheglen, derefter en hvor tænderne er tyndere og tættere. Jo finere hegle, jo finere tråd kan der spindes. Hvis man trækker et par lokker ekstra mange gange gennem den fineste hegle, kan disse spindes til sytråd.
De grove og korte taver, som bliver tilbage i heglen, kaldes blår. Det kan også spindes til tråd, men bliver ikke så fin, glat og stærk som af de lange hørfibre.
Spinding
“Det skal nu ordnes, hvad enten det går i hør eller blår“, sagde man engang om en ubehagelig sag.
Spinding er en snoning af fibre eller taver til en sammenhængende tråd. Dette foregår lettest på en spinderok med trædelag til at drive hjulet rundt, så begge hænder kan være fri til arbejdet.
Det var i ældre tid normal skik, at ulden skulle spindes inden jul, så man efter helligtrekonger kunne tage fat på hørren. Erfaringen havde lært, at hørren havde bedst af at vente. Taverne kunne opsuge fugtighed fra luften og derved genvinde noget af den smidighed, de mistede ved den kraftige tørring før brydning.
Indtil slutningen af 1800-tallet var det almindeligt på gårdene selv at spinde sit garn. Det hørte til madmoderens arbejde. Holdt man pige, havde madmoder en forpligtelse til at lære pigen at spinde. “Det er bedre, at en tråd er fordærvet, end at en pige er ulært”, sagde man. Når pigen havde lært at spinde uld, skulle hun øve sig på skætteblåren. Derefter på blåren fra grovheglen og så blåren fra finheglen. Dette øvede hun sig på 4-5 år før hun fik lov at prøve hørren.
Sværest var det at spinde den tråd, man brugte til sytråd. Den skulle tvindes sammen af to fine tråde. Tvinding er at sno to eller flere tråde sammen på rokken. Der tvindes til højre, modsat spindingen, som for hør er til venstre.
Selv om den tvundne tråd blev vokset, var det vanskeligt at trække den gennem tæt lærred, hvis der var ujævnheder på tråden.
Blegning
Hørren kan variere meget i farve, og det afhænger også af, om den er markrødnet eller vandrødnet. Vandrødningen giver som regel en mere lys og gullig farve, hvorimod markrødningen giver hørren en grå, beige tone. Vil man gerne opnå en lys hvid farve, kan man blege hørren, når den er spundet til garn eller vævet til lærred.
I gammel tid blev garnet vasket i askelud. Garnet blev lagt i et kar, og over karret spændte man et klæde. Man lagde fin, ren aske – bøgeaske var det bedste – på klædet. Så blev der hældt kogende vand på asken, så vandet blev siet ned over garnet. Vandet blev tappet af og igen hældt igennem askeklædet. Sådan fortsatte man mange gange.
Derefter blev garnet banket godt igennem med et banketræ, en tærskel. Når garnet var skyllet, blev det hængt på et stativ til blegning. Garnet skulle helst være klar til blegning i marts, da forårssolen var den stærkeste til at blege. Til Sankt Hans var blegetiden forbi.
Det færdige lærred skulle også bleges, hvilket ligeledes helst skulle ske om foråret. Det blev først vasket på samme måde som garnet. Derefter blev de lange stykker bredt ud på en græsmark. I forvejen var der syet stropper i siderne af stoffet, så man kunne hæfte det på marken med små træpløkke.
Lærredet skulle ligge længe på bleg, og man måtte passe på at gæs og høns ikke kom ind på stoffet, ligesom man måtte passe på tyve. Nogle steder måtte piger og karle holde vagt, så man ikke behøvede at tage stoffet ind om natten. Men det var ikke et stykke arbejde, de var ret glade for!
Hørdyrkning dengang og i dag
Fra ca. 1920-30 mekaniseredes hørdyrkningen. Hørren blev radsået i stedet for bredsået. Dette medførte, at der kunne foretages en mekanisk radrensning i stedet for den krævende håndlugning. Der blev indført udenlandske og mere hårdføre udsædsarter.
Til ruskningen blev der fremstillet ruskemaskiner. Maskinen skårlagde hørren, der derefter kunne ligge til vejring på jorden.
Fra 1920’erne blev kontraktavl af hør almindelig. Flere steder var det en del af kontrakten, at der blev stillet ruskemaskine til rådighed.
Under 2. verdenskrig fik hørren en opblomstringsperiode. Der blev foretaget dyrkningsforsøg på flere forsøgsstationer og udbyttet øgedes. Fra midten af 1950’erne faldt hørproduktionen imidlertid igen.
Fra 1980’erne var der igen interesse for hørren som nonfood afgrøde i forbindelse med braklægnings- ordninger. De fleste steder var der dog tale om oliehør, da der ikke krævedes særlige høstredskaber til denne.
Hørfrøenes olie kaldes linolie. Olien anvendes dels i medicinalindustrien, dels i farve- og lakindustrien.
Skæverne fra hørren kan anvendes i papirindustrien og til spånplader, eller i forbrændingsanstalter.
I dag stammer 75 % af verdensproduktionen af lange hørfibre fra Europa. Den kommer fra ca. 150.000 ha, hvoraf Frankrig står for den største del af produktionen og resten er i Holland og Belgien. Hør udgør dermed under 0,5 % af den globale tekstilproduktion.
