Artikel bragt i tidsskriftet TENEN, 25. årgang nr. 1 – august 2014, medlemsblad for foreningen TENEN, Dansk Tekstilhistorisk Forening :

Obs: klik på billederne for at få store billeder

Hørvævsmuseet på Krengerup 20 år

Den 9. juli i år var det tyveårsdagen for Hørvævsmuseets åbning, så det må være tid for et overblik.
Hør har været en vigtig plante i hele Europa i årtusinder, også i Norden. I skjaldedigtningen hører vi, at det er fornemt at bære hørdragt.

Det er ikke tilfældigt, når hørproduktion behandles i Tenen den ene gang efter den anden, Hørproduktion i Holland behandles i nr. 17/3, hørblegning i 18/2, hørproduktion i Nordslesvig i 19/2, oldtidens rødningspladser i 20/2 og glimt fra hørrens 10.000årige historie i 20/4. I beretningen om Køngfabrikkerne på Øbjerggård ser man blandt andet, at spindingen altid var et forsinkende moment i produktionen. Der er næsten ikke sket nogen ændring i teknologien på det område før i nyere tid. Fremstilling af hørtekstiler har været vigtigt håndværk helt frem i begyndelsen af nittenhundredetallet. Derfor er Tommerup-læreren Inger Smedegaards oplevelse ikke så mærkelig. Hun i interviewede i slutningen af samme århundrede vestfynske landmænd om dagligdagen i mands minde, og her opdagede hun, at erindringen om hørdyrkningen fyldte ganske meget. Inger Smedegaard delte i foredrag og småkurser ud af den viden, hun her fik erhvervet sig, og en dag fik hun derigennem kontakt med ejeren af det nedlagte Tommerup Væveri.

Hørproduktionen industrialiseres
I sammenligning med landene syd og vest for os kommer den industrielle fremstilling af hørvarer sent til Danmark. Vi skal helt frem til tiden omkring den første verdenskrig, før der sker noget. Vestfyn, hvor Hørvævsmuseet ligger, er ingen undtagelse. En gruppe mennesker, heriblandt Johs. E. Bay fra Taulov, så en mulighed i den unge stationsby Tommerup. Med oprettelsen af Hørskætteriet i Tommerup kom man over den store hurdle, som spindingen er. Nu kunne man aflevere de hørplanter, man havde dyrket, og man fik færdigt garn hjem i stedet. Penge blev der også ud af det, hvis man havde dyrket mere, end man havde brug for. Firmaet fik så stor succes, at man i 1927 vovede at udvide produktionen til også at omfatte vævede varer. Man fik brug for en vævemester, og på den måde kom familien Reindel ind i billedet. Herom skriver Christian Schultz nærmere i Hørvævsmuseets udgivelse Fra håndværk til industri.

Familien Reindel
På væveskolen i den tyske by Gera fik to brødre Emil og Otto Reindel omkring år 1900 deres uddannelse. De var begge dygtige, og ved uddannelsens slutning i 1902 blev begge præmieret. Kort efter ville firmaet Wessel og Vett i København, det senere Magasin du Nord, starte en produktion af drejervævede tekstiler, og man så sig om efter en væver, der kunne påtage sig den opgave. Man fandt ingen i Danmark; men efter forespørgsel i Tyskland blev der peget på Otto Reindel, der i Gera havde fået diplom som drejervæver. På den måde blev den gren af familien dansk. Otto Reindels søn Edmund fik en solid uddannelse som maskinvæver i København. Det mindes med munterhed i Reindelfamilien, at Otto aldrig anerkendte, at man kunne producere hurtigere med en maskinvæv end med en håndvæv.

Da man søgte en driftsleder til det planlagte maskinvæveri i Tommerup, fandt man frem til Edmund Reindel. Det viste sig at være et godt valg.

Reindel tog til Krefeld i Tyskland og købte brugte vævemaskiner, og fabrikken der i anledning af udvidelsen tog navneforandring til Hørfabrikken i Tommerup, fik hurtigt et godt ry for sine varers skønhed og kvalitet. Tenens læsere vil huske artiklen i nr. 22/1, der tager hul på en oversigt over Hørfabrikkens mønstre.

Efter syv år fik vanskeligheder i samarbejdsklimaet Edmund til at forlade fabrikken og starte en egen produktion på familiens grund i Gammel Tommerup. Han gav sin nye virksomhed navnet Tommerup Væveri. Det er naturligt, at Tommerup væveri arbejdede med indkøbte garner og ikke havde noget spinderi. Reindel førte sin ekspertise med over i den nye virksomhed, og ”Tommerupduge” fra begge fabrikker blev hurtigt anerkendte, men sammenblandede i publikums bevidsthed. – Edmund og Etty Reindels søn Kurt, født i 1928, der stod for virksomheden i dens sidste år, mindes, at han allerede som syvårig vævede på den dugevæv, der nu står på Hørvævsmuseet.

Blomstring og visnen
En medvirkende årsag til de to virksomheders succes delte de med landets øvrige hørvæverier: Valutacentralen, som fungerede mellem de to verdenskrige, lagde restriktioner på import, så der var fri bane for varer, der havde deres oprindelse inden for landets grænser. Under Verdenskrig II blev der lukket helt for import, så firmaerne oplevede en stor blomstring. Det kom som en overraskelse for de danske hørvæverier, at der ved grænsernes åbning blev fri adgang til markederne for bomuld og alle de nyopfundne kunststoffer. Det internationale marked for hør reagerede, Frankrig subventionerede sin hørproduktion kraftigt, og Sovjetunionen solgte hørvarer til dumpingpriser. Det pressede prisen på dansk hør, så at begge tommerupvirksomhederne kom i vanskeligheder.

I 1956 måtte Tommerup Væveri give op; men i sidste øjeblik lykkedes det at få en mindre mængde maskiner med over i den forladte Koelbjerg Skole, og dér fortsatte Reindel under det gamle navn Tommerup Væveri. Hørfabrikken holdt fem år længere, så måtte den skrotte eller afhænde alle sine maskiner. Nogle af dem købte væveriet på Koelbjerg, hvad der senere fik betydning for museet. Fra 1959 blev der ikke mere dyrket hør på de fynske marker. De to væveriers oprindelige bygninger blev solgt til andre formål og er i dag ikke til at kende igen. På Koelbjerg gamle skole fortsatte Kurt Reindel yderligere ca. ti år; så måtte han lukke. Han tog ansættelse på andre tekstilvirksomheder, men blev boende på den gamle skole sammen med sin efterhånden store familie, der nu bestod af fire generationer. De tomme vævemaskiner lod han stå, fordi han ikke havde brug for den plads, de stod på.

Museumsplaner
Det, som Inger Smedegård fandt, da hun besøgte Kurt Reindel, var et næsten komplet væveri. Kun det brede dugevæv var ubrugelig, fordi Kurt havde brugt dele af den til bygning af et drivhus. Det hele var nu i en alder, så det fortalte om et stadium i udviklingen, der lå hundrede år tilbage. Inger Smedegaard indså straks, at her var basis for et museum, og Kurt Reindel lod sig hurtigt overbevise, og han skænkede alt til den museumsforening, der nu skulle dannes. Man skulle nu finde nogle rum, hvor væveriet kunne blive udstillet, og efter nogen søgen fandt man den forladte kviestald på Krengerup gods. Kurt sagde god for lokalet, og der blev tegnet en lejekontrakt med grev Rantzau. Ved en stiftende generalforsamling dannedes foreningen Hørvævsmuseet på Krengerup, Veluxfonden finansierede indretningen af en kviestalden som et væveri, i 1993 gik opbygningen i gang, og d. 9. juli 1994 holdt man en festlig åbning.

Situationen var så den, at man kunne vise et historisk væveri, men ikke en virksomhed i dens oprindelige miljø. Man kunne både vise væve, der havde arbejdet på Hørfabrikken i Tommerup og væve, der havde stået på Tommerup Væveri. Spindemaskinerne var jo skrottet, så man besluttede at vise fremstillingen af garn ved at demonstrere manuel, førindustriel behandling af hørplanterne. Det faldt i god jord hos de tidligere leverandører af hørplanter til Hørfabrikken.

Arbejdet kommer i gang
En del af museumsforeningens medlemmer blev aktive i alt det praktiske arbejde, der skulle gøres for at få et museum i gang. Hver fandt sin(e) plads(er): der skulle arbejdes med vævene, der skulle laves udstillinger, administreres, indsamles, organiseres museumscafé og butik, og bestyrelsen skulle holde rede på det hele. En stor hjælp gav det, at et af bestyrelsesmedlemmerne var uddannet museumsmedarbejder og ansat ved museumsvæsenet på Fyn; her var erfaring at trække på.

Organiseringen
Udgangspunktet for alt var, at Hørvævsmuseet skulle være et arbejdende museum. Argumentet var, at maskiner ikke er interessante, hvis de er døde. Publikum skal opleve, hvordan tingene virker, og hvordan de lugter og lyder. Det betyder, at man må bryde de officielle museers regler og reparere og forny dele på museumsgenstandene. Derfor måtte man vælge friheden og uafhængigheden af museumsloven og dermed give afkald på tilskud. Det betyder, at det ikke er muligt at betale lønninger til et personale, alle må arbejde gratis, og det betyder igen, at de efterhånden ca. tres medarbejdere alle er pensionister. Der er efterhånden yderst få, der kan møde op med en uddannelse, der sigter på arbejde med væve af museets årgange, og det var og er derfor en af hovedopgaverne at sørge for, at traditionen ikke bliver brudt. Kurt Reindel har brugt de første atten år af museets levetid på at uddanne medarbejderne i at arbejde med vævene, reparere dem, justere dem, indrette dem og væve på dem. Et par af de tidligere ansatte på Tommerup Væveri nåede at arbejde med i nogle år, Etty Rendel, født i 1904, bragte sin viden videre, og nu er færdighederne overført til mennesker fra mange forskellige brancher. Eksempler er: ingeniør, maskinarbejder, håndvæver, økonoma, gartner, sygeplejerske, kok, frisør, bibliotekar, informationstekniker, landmand, skovrider, chauffør, grosserer, industrileder – og en stor gruppe af lærere fra forskellige uddannelsesinstitutioner med mange forskellige fag. Af de tres medarbejdere arbejder vel kun tyve i vævehallen, de øvrige fordeler sig på museets øvrige funktioner.

Stadier i museets udvikling
Ordet hørvævsmuseum peger i forskellige retninger. Man kan væve med andet end hør, og materialet hør kan bruges til meget anden end vævning. Det forhold har været medbestemmende for Hørvævsmuseets udvikling. Den oprindelige tanke var, at museet blot skulle rumme vævemaskinerne fra Tommerup samt varierende udstillinger.

Presset fra Hørfabrikkens gamle leverandører bevirkede den første udvidelse af museets fokus. Der måtte oprettes en afdeling, der kunne orientere de besøgende om hørdyrkning og produktion af alt det, der kommer ud af hørplanten såsom fødevarer, lægemidler, byggematerialer, møbler, tekstiler.

Det næste man måtte tage stilling til, var alle indleveringerne af mindre og større genstande. Der voksede en samling af historiske tekstiler op, og tekstilredskaber landede i starten ret planløst på Krengerup. Her måtte en udvælgelsespolitik indføres; det måtte afgøres, i hvilket omfang tilfældighederne skulle bestemme udviklingen, man måtte forholde sig aktivt til udvidelserne af museets formål. Der måtte findes plads til Millingevæven, der dels har speciel fynsk interesse, dels er et overgangsfænomen idet den er en pedaldrevet vævemaskine. Lignende overgangsfænomener er den jacquardvæv og den hulkortstyrede skaftevæv, der er kommet ind via Designskolen i Kolding. De vævemaskiner, der stammer fra Svanevej (se Tenen 15/2, 15/4 og 16/1) viser vigtige stadier i vævningens udvikling, men fylder meget på gulvet.

Ikke blot udvidelsen af aktiviteter gav pladsproblemer, også det stigende besøgstal nødvendiggjorde en udvidelse. Fire år efter museets åbning lejede man resten af det, der havde været godsets kostald samt noget af det tidligere herregårdsmejeri. Nu blev der plads til at indrette den hyggelige café, en museumsbutik og et udstillingslokale, der kan rumme sommersæsonernes temaudstillinger.

Håndvævning blev det næste trin i museets udvikling. Der var to anledninger: Den første var, at museet gav rum for en velfungerende væveskole, der havde været nødt til at forlade sine hidtidige lokaler i det nærliggende Glamsbjerg. Undervisningen måtte så foregå i museets udstillingsrum og indskrænkes til de tre vintermåneder uden for åbningssæsonen. Den anden anledning var, at den kendte væver Ingeborg Mule Henningsen, da hun som 97-årig stoppede sin væveundervisning i Ollerup, indleverede alle skolens væve og øvrige materialer. Der blev nu anledning til at indrette en permanent udstilling, der viser stadier i håndvævningens udvikling. Mules væveskole består blandt andet af et farvekøkken beregnet til undervisning i plantefarvning af tekstiler. For at få plads til undervisning i plantefarvning må museet nu leje godsets smukke gamle vaskehus. Væveundervisningen var fra begyndelsen kun for voksne; men for tre år siden opstod ideen om at tilbyde fjerde eller femte års skoleklasser fra Assens kommune hver to dages væveundervisning på museets rammevæve. Instruktører er væveskolens kursister. Det er en stor succes. De unge vævere arbejder med ildhu, og flere af dem sidder nu hjemme og væver; fremtiden tegner lyst for håndværket!

På Hørvævsmuseet er ønskerne for de kommende år mange. Magasinet til tekstilsamlingen har et klima, der gør det velegnet; men det er blevet alt for lille. Personalestuen er allerede for flere år siden blevet for lille til at rumme folk i kaffepauser og til møder. Skoletjenesten har brug for at kunne tilbyde undervisning ud over de få uger i efteråret, hvor udstillingslokalet er ledigt. Der er et ønske fra aftenskolens elever om at gå tilbage til en tres timers sæson i stedet for de tredive, man har måttet indskrænke sig til. Ventelisten til vævekurset ville give basis for flere hold, hvis der var plads til det. Men først og fremmest kunne man ønske at give yngre tekstilstuderende en plads til at forske i tekstil udvikling, gøre Hørvævsmuseet til et tekstilt udviklingssted, sådan at det både kunne rumme fortiden, nutiden og fremtiden. Alle disse ønsker kan kun opfyldes, hvis museet får mere plads, og derfor arbejdes der på fuld kraft for at skaffe fondsmidler til en større udvidelse.

Hørvævsmuseets idealer
Museets medarbejdere har en række principper for, hvordan de vil betjene deres gæster. Alle, der køber en entrebillet, får en grundig rundvisning på museet. Ideen er, at gæsterne ikke skal nøjes med at få en tekstilvirksomhed beskrevet ved hjælp af plancher; de skal opleve den i funktion. Maskinernes indretning skal forklares, og man skal se dem i funktion.

Rundvisningen former sig som en samtale mellem rundviser og gæster, enten flokken består af to eller tredive. Tilsammen kan rundviserne samtale på fem-seks forskellige sprog ud over de skandinaviske. Dialogformen gør, at både gæster og personale får gavn af, at der meget ofte blandt de besøgende er nogle med tekstile erfaringer. Dog bliver der efterhånden færre og færre af de besøgende, der har personlige erfaringer med hørdyrkning.

Hørvævsmuseet har en uofficiel kønspolitik. Vi ser, at kvinderne efterhånden har fået patent på vævning. Når en gruppe mennesker kommer på besøg, ønsker mændene ofte at sætte sig i caféen, mens kvinderne kan få lov til at gå på tekstilmuseum. Det lykkes dog tit at overtale mændene til at gå med rundt, og kvinderne bliver gerne utålmodige over deres mandlige ledsageres grundighed og interesse. Også væveskolen er præget af kvinder. På væveaftenerne er der i lokalet kun én mand for hver otte kvinder. Dog ser det ud til, at der er bedre tider på vej: i skoleklasserne er drengene lige så optagede af vævningerne som pigerne.

Et af museets principper er at holde et strengt tekstilt fokus. Er man cafégæst, sidder man midt i en tekstiludstilling, undertiden isprængt andet kunsthåndværk – kommer man en måned senere, er der en ny. Årets temaudstilling i det store lokale er altid tekstil. I museumsbutikken sørger man for, at vareudbuddet ikke får tivolipræg.

Udstillingsudvalget har det princip, at hvert andet års udstilling bliver arrangeret af museet selv. Folk udefra, der ønsker at have en udstilling stående i hele åbningssæsonen, får plads de andre år.

Hørvævsmuseet har gavn og glæde af samkvem med andre tekstilinstitutioner. Mange omtaler stadig Greve væveskoles smukke udstilling i det store lokale. Det var en fornøjelse, da først Tenen og senere Norsk Linforening holdt deres generalforsamlinger på Krengerup. Da Køngmuseet ved Vordingborg skulle til at åbne på Øbjerggaard, fik Hørvævsmuseet den glæde at få mulighed for at bistå med restaureringen af den gamle damask-jacquardvæv. Desværre måtte man erkende, at det ville overstige museets kræfter at stille folk til rådighed, da Nationalmuseet havde brug for hjælp med samlingen af historiske vævemaskiner i Brede.

Hørvævsmuseets drift
Som en konsekvens af frivillighedsprincippet er der på institutionen ingen til at kommandere med andre. Museets funktioner er delt op i lidt over ti emner, og til hver har en gruppe meldt sig til at sørge for, at der sker noget på området, samt at holde helheden orienteret. I flæng kan nævnes økonomi- og ekspeditionsudvalget, rundvisnings- og vagtplansudvalget, produktionsudvalget, maskinudvalget og skoletjenesteudvalget. Foreningens formand holder trådene samlet, dens bestyrelse holder sig orienteret og påser, at udvalgene lever op til deres ansvar. To gange årligt samles alle aktive medarbejdere til et stormøde, hvor hvert udvalg aflægger beretning og sætter sin funktion til diskussion. Den årlige generalforsamling er som sædvanlig den øverste myndighed. Rekrutteringen af nye medarbejdere foregår i samme ånd. Når man kommer og spørger, om man må lege med, får man svaret: ”Kom og se dig om og find ud af, hvor du kan gøre en indsats.” Når man har orienteret sig og har spurgt medarbejderne til råds, træffer man sin beslutning og glider ind i arbejdet.

Hver mandag formiddag og onsdag formiddag kører museet som et almindeligt væveri med alle de funktioner, der hører til: vævning, syning, reparation, regnskab, rengøring, planlægning osv. Der leveres varer til museumsbutikken fra væveriet. Hver eftermiddag i sæsonen møder et hold op og passer museet i den tid, det er åbent for publikum. Midt i alt dette sidder museets kontordame. Hun kommer dagligt, hun har museets kontakt med omverdenen, og hun har overblik over alt, hvad der foregår i dagligdagen. Hun er den eneste lønnede person i institutionen. Kommunen betaler halvdelen af hendes løn; det er det eneste tilskud, Hørvævsmuseet oppebærer.

Hørvævsmuseets økonomi
Veluxfonden muliggjorde indretningen af vævehallen. Men da det kom til driften, måtte man erkende, at det er vanskeligt at starte en virksomhed fra nul. Man demonstrerede vævemaskiner, der kørte uden garn. Der var ikke råd til indkøb. Lidt garn havde Kurt Reindel på lager, så man kunne begynde med en smule garn på vævene, De få gæster, der havde opdaget museets eksistens, betalte deres entré, grev Rantzau var langmodig med huslejeindbetalingerne, de få varer, der var at sælge, gav lidt indtægt. Glamsbjerg Kommune så med megen velvilje på det nye initiativ, og takket være et kommunalt tilskud på 15.000 kr. de allerførste år lykkedes det hvert år at få sorte, men små tal på bundlinjen.

Efter fire år var besøgstallet blevet så stort, at det kneb med plads. Og da malkestalden blev indlemmet, eksploderede besøgstallet nærmest til de fire-fem tusind årligt, som er, hvad lokaliteterne kan rumme.

Indtægtskilderne er nu som før tre: salg af entrebilletter, salg i caféen og salg af vævede varer. De strækker til husleje, lys og varme, indkøb af garn og til reparationer – ikke til løn og ikke til at generere noget større overskud. Derfor har man haft glæde af de spredte fondspenge, man har fået til forskellige anskaffelser; men man kan endnu ikke se, hvordan det skal gå med at skaffe penge nok til at udarbejde det ansøgningsmateriale som skal til for at få fondspenge til at få gjort museet til et tekstiludviklingssted.

Efter tyve år?
Tyveårsdagen må være en god dag til at spørge, om Hørvævsmuseet lever op til sit flere gange udvidede formål. Det står fast, at undervisningen og formidlingen er succeser. En stor støtte til formidlingen giver de, der passer museets hjemmeside. Dokumentationen er god. Hvad angår bevaringen går det bedre og bedre med at passe og vedligeholde maskinerne. Personalets viden og kunnen bliver stadig bedre. Den mængde materiel til hørbehandling, vævning og anden tekstilbehandling, der er indleveret gennem årene, er utilstrækkeligt opbevaret og dokumenteret. Opbevaringen af historiske tekstiler er i orden; men lokalet er på bristepunktet. Der er kun kommet få og små publikationer fra Hørvævsmuseet. Forhåbentlig vil der snart melde sig medarbejdere, der har lyst og evne til at tage sig af den slags.

Bent Bille