Besøg fra Barcelona

I sommeren 2019 opholdt Mariona og Pedro sig på Hørvævsmuseet som et led i deres studier ved en kunstskole i Barcelona.
Inspireret af de fynske hvedemarker konstruerede de et mønster, lavede de tilhørende hulkort og vævede til slut på vores hånd-Jacquardvæv. Det er der kommet en lille film ud af – se den her.
25 år med museum på Krengerup
Den 9. juli 2019 var det præcis 25 år siden Hørvævsmuseet åbnede for første gang. Dagen blev fejret med en stor reception, hvor gæsterne oplevede taler, musik og en mulighed for at se hele museet i funktion.

Jubilæumsfest 9. juli 2019, Inger Smedegaard, Tove og Kurt Reindel

Duo Rosinante underholdt gæsterne
I anledning af jubilæet er der udgivet en bog: “Det handler om at væve”. Her fortælles historien om hvorfor og hvordan museet blev etableret, hvordan de første 25 år er forløbet og hvordan museet ser ud i dag.
Gennem 15 kapitler beretter museets stiftere og nuværende medarbejdere om det store arbejde med at omdanne en kostald til et museum og om hvordan de mange ideer gennem årene er blevet omsat til virkelighed i form af udstillinger, aftenskole, skoletjeneste og ikke mindst et levende museum til glæde for de mange besøgende.
Bogen er på ca. 100 sider og kan købes i butikken på Hørvævsmuseet. Pris: 100 kr.