Hvordan har de danske dialekter det?

Foredrag med dialektforsker Inge Lise Pedersen

De danske dialekter har det ikke særlig godt. Danmark er et af de lande i Europa hvor dialekterne står svagest og tilbagegangen for dialekterne begyndte allerede omkring 1800.

I foredraget på Hørvævsmuseet den 6. november klokken 19 vil Inge Lise Pedersen fortælle om hvorfor det skete og give eksempler på hvordan udviklingen forløb.

De allerseneste undersøgelser, som bygger på båndoptagelser af 9. og 10. klasseelever i Allinge, Hirtshals, Oksbøl og Bylderup-Bov i Sønderjylland, viser at kun de unge sønderjyder bruger en del dialekt som almindeligt samtalesprog. De andre steder bruger de unge kun dialekten for sjov, som et stilistisk virkemiddel.

I stedet spreder byernes sprog sig. Ikke et ensartet rigsdansk, men byernes talesprog i varierende former, afhængigt af socialgruppe, etnisk tilhørsforhold og situation.

Inge Lise Pedersen er pensioneret dansk dialektforsker og har i en årrække arbejdet på Institut for Dansk Dialektforskning på Københavns Universitet.