Efter brydning skulle de løsnede fibre fjernes. Denne proces kaldes at skætte eller skage.
Hørren blev anbragt på en skættefod og med et meget tyndt træsværd, skættehånden, blev de træagtige fibre nu slået af.
Arbejdet foregik i siddende stilling, anbragt udendørs eller i en vognport, da de mange løsslåede skæver hvirvlede rundt i luften.
Skætningen var et kvindearbejde, men det krævede gode armkræfter at sidde en hel dag og svinge skættehånden.
Arbejdet med at skætte blev ofte gjort i fællesskab af pigerne i landsbyen.
Om aftenen, når al hørren var skættet, kunne der blive holdt et lille gilde -et skættegilde.
Skæverne blev brugt til strøelse til husdyr eller til brændsel. Sammen med skæverne var der også en del korte taver. Da intet måtte gå til spilde blev dette – skættefaldet – ofte brugt til at spinde meget groft garn eller til at sno reb af.Endelig blev skættefaldet også brugt til polstring af møbler.
Skættehænderne havde forskelligt udseende alt efter hvor fra i landet de kom. Den slanke form er den østdanske, medens det brede blad er kendt på Fyn og i Jylland. Både skættehånd og skættefod kunne være smukt udskåret. Begge dele var yndede kærestegaver.
Fra midten af 1800-tallet blev skætningen mange steder mekaniseret med en skættemaskine. Denne havde fire eller flere træblade, der blev sat i bevægelse ved at dreje på et håndsving eller som skættemaskinen på billedet nedenfor, trukket fra en hestegang.
Ofte slog flere i landsbyen sig sammen om en sådan maskine.
Efterhånden blev arbejdet med hørrens bearbejdning overgivet til professionelle hørsvingere, der drog omkring fra landsby til landsby, og selv medbragte deres maskineri.