9. juni – 18. oktober 2020.
Udstillingen illustrerer udviklingen af undervisningen i håndarbejde i folkeskolen i perioden 1920 – 2000.
I løbet af disse år har kravene til undervisningen ændret sig adskillige gange. De materialer, der er blevet brugt til undervisningen, viser også udviklingen, for eksempel fra groft jute til fine bomuldsstoffer.
Et af de mest markante materialevalg er vel nok de ternede stoffer, hvor eleverne kunne afprøve forskellige sting. De hvide syposer blev afløst af Haslevstoffet med de pædagogiske tern i gult, rødt, blåt og grønt. Det lettede indlæring af stingene, der gerne skulle blive regelmæssige. Ofte var det også muligt at afhente gratis reststoffer hos tekstilvirksomheder og dermed får adgang til materialer med større variation og bedre kvalitet, end budgettet ellers tillod.
Discipliner som strikning, hækling og beklædningssyning var også en fast del af undervisningen.
I 70-erne blev undervisningen i folkeskolen mere fri, de faste pensumkrav faldt bort, materialevalget blev frit og folkeskolens lærere kunne komme på kurser for at lære nye metoder i undervisningen. Der blev udgivet flere idébøger om håndarbejde – til stor inspiration i undervisningen og for lærernes arbejdsglæde. Det var slut med forklæder med lange bindebånd sømmet i hånden.
De udstillede ting er venligst udlånt af en tidligere lærer, der gennem mange år har undervist i håndarbejde, fulgt udviklingen i faget og ikke mindst skabt denne store samling.
