Foredrag af Margit Lund og Ellen Warring 10. november
Margit Lund fra Værløse har vævet siden hun var omkring 10 år gammel og undervist i vævning gennem mange år. Desuden har hun været god til at passe på familiens klenodier, som blandt andet omfatter oldemors vævebog og en imponerende samling af håndspundet hørgarn, bleget hør fra Norge, vævede duge, sengelinned, servietter og andet udstyr, der hørte til en husholdning i det 19. og 20. århundrede. Tekstilerne kommer især fra Tørresø og Kappendrup på Nordfyn, hvor Margit og hendes mand Knud stammer fra.
-Min oldemor, Karen Marie Jørgensen, der var født i 1851, vævede dagligt og kunne ”læmpe” mange ting, fortæller Margit Lund. Hendes vævebog er fyldt med håndskrevne opskrifter og ved de fleste er der indsat en lille prøve af det vævede stof.
Fra nyere tid indeholder samlingen Margits arbejdsmapper fra tiden som elev på Haslev Håndarbejdsskole og underviser i bl.a. Ballerup Kommune.
Hele samlingen er nu overdraget til Hørvævsmuseet, hvor den vil indgå i museets arkiver. Den 10. november bliver det dog muligt at se nogle af tekstilerne og høre Margit Lund fortælle den spændende historie om familiens klenodier.
Her medvirker også Ellen Warring, der er museumsinspektør ved Odense Bys Museer. Hun vil blandt andet fortælle om betydningen af private donationer og hvilke overvejelser man som museum skal gøre: Hvad skal vi tage imod, hvad skal afvises, opbevarer vi det rigtigt, hvordan kan vi bruge det i vores samling og hvad kan sættes til salg?
Arrangementet finder sted i Caféen på Hørvævsmuseet fredag den 10. november klokken 15-17 og der er gratis adgang for alle interesserede.