Fra Ulm i Württemberg, der ligger ved to store floder – datidens transportveje ( 1600- 1700 årene) – eksporteredes stribede stoffer, der også kom hertil. Hvordan disse stoffer  har været, ved vi ikke, men de har inspireret vore vævere og kun navnet viser nu tilbage til oprindelsesstedet. Ulm, der på dansk er blevet til Olmer og Dug er det gamle ord for et stykke stof, jævnfør flagdug, sejldug og borddug.

Dynens store flade, hvori der hverken skulle klippes eller skæres har inspireret til udsmykning, farver, striber. Skalaen i denne stribeverden går fra det ganske enkle til kombinationer af flere farver, men kendetegnet ved altid at have symmetriske forhold.

Til sit formål var dynen lige god enten der var ens eller flerfarvet, nemlig at holde på indholdet. Dynen skulle være tæt og fastvævet.

Til en god opredt seng hørte to underdyner, to overdyner, et par lange og to, tre korte hovedpuder. Til en god dyne går der dun fra 24 ænder eller 12 gæs. Det har langtfra været dun i alle dyner, afribbede hønsefjer og hakkelse har været brugt som fyld.

Stoffet til et dynevår blev oftest vævet i to baner af hensyn til sengens store bredde. Sømmene syede man i hjemmespundet garn med tætte sting. I hjørnerne blev indsat brogede uldgarnskvaster, der svarede til de farver dynevåret havde. De hjalp til at afbøde for stød og hindrede de udsatte steder i at blive slidt.

”Når man skulle have vævet dynetøjet og man ikke rigtig vidste, hvordan man ville have mønsteret i striben, blev mønsteret viklet op omkring en flad pind, ved at vinde garn af forskellig farve op omkring den, og derved lave forskellig mønstre. Indtil man fandt frem til det, der var bedst, og så gik væveren igang.”(Gudme)

Der findes en speciel afstribning i rødt og hvidt, kaldet ”Dannebrogs-moden”, som opstod i Sønderjylland efter 1864.” Var man afskåret fra at vise de danske farver fra sin flagstang, havde man lov til at understrege sin nationalitet i dynevævningen, og hvem kunne i grunden forbyde en at lægge sit sengetøj til soling på en tjørnehæk på en national festdag?” (Margrethe Hald).

På gårdene gemtes det overskydende sengetøj i kisterne i storstuen. For at undgå mølangreb kunne husmoderen lægge bl.a. lavendelblomster, malurt eller krusemynte sammen med tøjet i kisterne.

Kilder: Mette Skougaard, Nationalmuseet og Paulli Andersen, Danske bondevævninger 2