Af forhenværende rektor på Aarhus Folkeuniversitet Carl August Bernhard:
“Han er så firkantet”. – Ja, vi kender vist alle det udtryk. – Vi vil gerne være runde, være føjelige, rummelige kærlige, overbærende og tilgivende. Men så er der jo kanterne – det firkantede – som gør det svært for os. At leve op til idealet ‘Det hele menneske’. Så svært!
Derfor er Rita i sin kunst, i sin behandling af det runde og firkantede nede i dybden af os selv. Man kan sige, at hun i sin kamp tager livtag med helheden – med Selvet. Eller med eksistensen om man vil. Og hendes måI er at bløde det hele lidt op. – Hun vil helst være ‘på sikker grund’, men går alligevel ud, hvor det gynger. Hun søger en balance, hvor det hele kan falde til ro i harmoni.
I sine tre store stråbilleder er hun brutal i sin ømhed og klasker stråene lodret op: “Så kan I stå der til evig tid”. – I sine billedvævninger, stramaj og de firkantede strik på hør viser hun en fortætning, der går over i opløsning. Og her finder vi de fire elementer Jord, Luft, Ild og Vand. Igen under opblødning. – Teposerne live og i tegninger udgør et helt særligt kapitel; men også her taler hun til dem: “Lig her. Vær her. Så fine I er.” – Ritas gamle drøm er gået i opfyldelse.
Hendes store installation kunne vi kalde ‘Fra Glarmesterens værksted’. Her erstatter hun de hårde ruder med de bløde tråde, der giver det firkantede og hårde bevægelse. Og værket spejler sig ud i evigheden.
Rita Grams cv er et studium værd. En række forskellige uddannelser, utallige kurser over 4o år. Medvirket i en række udstillinger siden 1991 over hele landet. På Færøerne ja. og så er Rita en ægte købmand med egen butik i Uhre. Her sælger hun fine norske garner og silketråde fra Schweiz. – Summa summarum: Et rigt menneske med tråde ud i samfundets og livets kroge. Og altid i ømhed.