Kirsten Ploug
21. juli – 23. august 2020.
Der er gamle traditioner for brugen af birkebark, mens pilens bark tilsyneladende ikke har haft nogen særlig interesse. Så da jeg for ca. tretten år siden blev præsenteret for pilebarken som flettemateriale, var der frit slag for egne ideer. Jeg har afprøvet forskellige håndarbejdsteknikker, og kniplingen endte af flere årsager med at blive min foretrukne. Ved at se på kurve af mange materialer fra andre lande har jeg fundet ideer og for mig nye flettemetoder.
Den store inspiration er dog stadig barken selv med dens mange variationer i farve og tekstur. Resultaterne har kunnet ses på en række udstillinger (de fleste sammen med andre udstillere): Fra Sortekilde i Kerteminde over Rønnebæksholm ved Næstved, Søbygård på Ærø, på flere pilefestivaler, kniplemesser i Slagelse, Middelfart og Tønder, Krusagården i Eksjö i Sverige, Vævekredsenes tekstile højskoledage i Rødding, Det Røde Pakhus i Hobro og ikke mindst en årrække sammen med gruppen 7 9 13 på Filosoffen i Odense og senest gruppen JA! på Galleri Engholm i Middelfart.
Bogtitler: ’Brug Barken’ sammen med Annie Westphael og ’Det begynder med en knude’ sammen med Gruppen Moderne Flet.


