Lørdag den 17. august skal hørren beredes på Hørvævsmuseet så at man kan spinde den.
Den nyruskede hør skal først knevles for at fjerne frøene. Derefter skal hørren lægges til rødning så hørfibrene senere kan løsnes fra de træagtige taver.
Vi viser også de sidste processer inden spinding: brydning, skætning og hegling af den rødnede hør. Den heglede hør kan fx bruges til armbånd eller en lille hørdukke. Gæsterne inviteres til selv at prøve det hele.
Levende lørdag foregår fra klokken 13-17 og museet er naturligvis åbent som sædvanlig – inklusive den store udstilling “Et tekstilværksted” af Jette Nevers. Der er selvfølgelig også mulighed for at handle i museumsbutik og café.