Tirsdag den 5. juni er der mulighed for at få et nærmere indblik i hvordan blinde og svagsynede formår at fremstille smukke vævninger.
Hørvævsmuseet viser for tiden udstillingen Vores vævninger fra Instituttet for Blinde og Svagsynede, IBOS. Det er en taktil tekstiludstilling, dvs. de udstillede genstande meget gerne må berøres.
Faglig leder Berthe Forchhammer og udstillingsdesigner Tove Papp-Lindkvist kommer til Hørvævsmuseet for at fortælle om idé og udvikling af udstillingen samt for at vise rundt og præsentere filmen “Hænder bliver øjne”.
– Tankerne bag udstillingen, er at visualisere en proces, og gøre den tilgængelig for både seende og blinde, samt at sprede kendskabet til hvordan man kan kompensere for en mistet sans, fortæller Berthe Forchammer.
– Vi ønsker at belyse processen bag de enkelte tekstiler, og fokusere på de blinde og svagsynedes individuelle metoder og hjælpemidler, som de bruger for at kunne udføre håndværket. De udstillede tekstiler er vævet af seks blinde og svagsynede fra væveværkstedet på Institut for Blinde og Svagsynede.
Foredraget med rundvisning foregår tirsdag den 5. juni klokken 14 til 16 og udstillingen kan ses på Hørvævsmuseet frem til den 15. juli.