Nyheder

Maler med forkærlighed for høns – og træmand med sans for detaljen

Det er de to fynboer, Alice Tagge Olesen fra Middelfart og Otto Jørgensen fra Tommerup, som fra den 19. juni udstiller henholdsvis malerier og drejede ting i træ i caféen på Hørvævsmuseet.

Glæden ved at male

-Jeg er autodidakt maler, fortæller Alice Tagge Olesen, og jeg har malet og tegnet siden jeg var 8 år. Mine motiver er alt lige fra abstrakte til portrætter, dyr, landskaber og blomster, men med en lille forkærlighed for høns og huse. Jeg er rigtig glad for at male og har tidligere prøvet med olie og akvarel, men maler nu næsten udelukkende med akryl.

Alice Tagge Olesen har udstillet mange steder på Fyn. Blandt andet i den gamle badmintonhal i Plums Gård i Assens , Gjiersings Realskole Odense, Assens Bibliotek, Lægehuset, Home i Assens, Lokalavisen, Kunst i Assens, Centrovice i Vissenbjerg og i ”Det røde Pakhus” på Assens havn.

Samarbejde med træ

-For mig er det spændende at lave ting, der på en gang er både funktionelle og smukke, siger Otto Jørgensen. Det kræver forskellige teknikker og arbejdsmetoder at få det ønskede udtryk frem, for eksempel kan man dreje, kløve, snitte, bore og slibe.  Vil man udnytte træets egenskaber, må man samarbejde med det. Man må respektere dets begrænsninger og lade sig inspirere af dets muligheder.

Træ gemmer på mange smukke farver og mønstre. Man kan ikke umiddelbart se dem, men ved passende opskæring, tørring og forarbejdning bliver de synlige. Hver træart har sine fysiske egenskaber. De er lette, tunge, bløde, hårde, stive og smidige. De kan derfor udnyttes til forskellige formål.