Det er værker af to velkendte fynske kunstnere, som fra 17. juli til 30. september kan opleves på Hørvævsmuseet. Tekstilkunstneren Annette Holdensen og Jette Mellgren, der efter eget udsagn fletter i alt, der kan bøjes, er gået sammen om en fælles udstilling med titlen ”Kviste og korssting”.
Som en naturlig del af den gamle husmoderkultur havde enhver bonde- og borgerfamilie en skat af linned med monogrammer, som de med stolthed viste frem. Anette Holdensen har ofte arbejdet tekstilt ud fra landbokulturen, og hun går her i dialog med den gamle linnedskat i mere frie broderier ved at anvende andre materialer, men de samme sting som dem, vi kender fra det danske almuebroderi.
Jette Mellgren tager afsæt i flettehåndværket og fabulerer videre på formatet med stykker gjort af naturens materialer og med en fascination af især den afrikanske kultur. Hun fletter grene sammen i overraskende mønstre, tilfører overfladen print og broderi. Billeder, der refererer tilbage til en fælles bondekultur, krumveje og behersket ornamentik.
Udstillingen åbner tirsdag den 17. juli og kan ses på Hørvævsmuseet frem til 30. september. I juli og august hver dag (undtagen mandag) og i september i weekenderne fra 13 til 17.