Et Tekstilværksted

Jette Nevers er uddannet på Kunsthåndværkerskolen i København 1961-1965 med lærere som Franka Rasmussen i komposition, Erik Clemmensen i tegning og John Becker i vævning. Alle gav et godt grundlag, respekt for håndværk, kendskab til kunst, kunsthistorie og forskning i farver og teknikker.

Den gang var det obligatorisk, at man skulle have mindst et halvt års værkstedspraktik for at få afgang fra skolen. Jette Nevers var på et mindre værksted på Bornholm, og på en tekstilvirksomhed i Tåstrup.  Hun valgte to så forskellige praktiksteder for både at lære håndværket, hurtigheden, snildheden og rutinen, men også vævesystemet på en Tekstilvirksomhed for at kunne samarbejde med industrien.

Efter Kunsthåndværkerskolen startede Jette Nevers samarbejde med Dranella og Ib og Søs Drasbæk. Opgaverne var lette uldne stoffer til kjoler. Der blev farvet garner, vævet prøver, men stofferne blev vævet i Irland.

I 1968 debuterede Jette Nevers på Kunstnernes Efterårsudstilling i København. I årene frem fik Jette Nevers  antaget ting mange steder, bl.a. Charlottenborgs Forårsudstillinger, Håndarbejdets Fremmes udstillinger og Dansk Kunsthåndværks udstillinger.

I 1975 deltog Jette Nevers i en dansk tekstiludstilling i Nicolaj Kirke i København sammen med et udsnit af danske vævere. Udstillingen vandrede til USA, og blev en stor succes.

I flere år arbejdede Jette Nevers henimod en udstilling på Kunstindustrimuseet i København. Arkitekt Bernt stod for planlægningen.  Udstillingen var smukt og enkelt hængt op i stålwirer, så arbejderne svævede i rummet.  Denne udstilling viste bredden af Jette Nevers’ arbejde. I København var det ofte de strengt geometriske arbejder der blev antaget på censurerede udstillinger.  Jette Nevers ønskede at vise, at hun også arbejdede med andet.

Til daglig arbejder Jette Nevers meget koncentreret og ensom i sit værksted til daglig – derfor er det givende at komme ud og arbejde med projekter sammen med andre. Den mest betydningsfulde gruppe er gruppen Fynske Kunsthåndværkere. Den startede i begyndelsen af 70’erne.  Gruppen arbejder stadig sammen, og skal udstille næste gang på Himmerlands Kunstmuseum med åbning i maj 2019.

Jette Nevers har arbejder med opgaver over hele landet, rigtig mange kirker er det blevet til. Det har været givende at væve antependier, messehageler og kortæpper til så mange forskellige kirker.

Samarbejde med industrien, har betydet meget.  Bent Georg Jensen, Georg Jensen Damask, så i 1978 et tæppe ”Bøg” på Kunstindustrimuseet i København. Han spurgte om Jette Nevers kunne omarbejde mønstret til en dug, gerne med flere teknikker. Det blev starten til et mangeårigt samarbejde med Damaskvæveriet, som stadig går godt.

På udstillingen på Hørmuseet, viser Jette Nevers et udsnit af ældre og nye arbejder.  Store og små arbejder, i flere forskellige materialer.

Statens Kunstfond har støttet denne udstilling med et arbejdslegat.

Se også: Fra æble til gardinmønster (52 sec.)